Nyhedsbrev Julen 25
Nørreå, d. 19.12.2025
Kære familier ved Nørreå Friskole & Børnehus!
Kirken var fyldt til bristepunktet, da vores præst Ken hilste os velkommen i går. Store og små fandt hånd-i-hånd de sidste pladser på bænkene. En særlig stemning, som vi nyder hvert eneste år.
Vores december har i den grad stået i traditionens tegn. Både børnehuset og skolen blev så fint pyntet op til juleklippedag, hvor mange familiemedlemmer deltog. Endnu et højdepunkt var Lucia-optog, nisse-venner og juleture ud af huset. For allerførste gang har vi også været værtsskole i et udvekslingsprogram med Erasmus og en 7. kl. fra Hebbel Gymnasiet i Kiel. Interkulturelt samarbejde er en vigtig dannelse.
2025 har også været et begivenhedsrigt år: Inden sommerferien købte vi en pavillon som ekstra klasselokale, så der blev skabt plads til vores indkøbte fysiklokale. I skrivende stund er håndværkerne i fuld gang med ombygningen, og vi glæder os i 2026 at have alle faglokalerne på Nørreå.
Både Børnehuset og Friskolen har også i år modtaget fondsmidler, både til ture ud af huset, men også til videreuddannelse. Børnehuset har været på tur til AQUA Akvarium & Dyrepark. På skolen er skoleskak blevet en fast del af skemaet. Skoleskak styrker elevernes koncentration, strategiske tænkning og evne til at planlægge og forudse konsekvenser. Samtidig udvikler det tålmodighed, problemløsning og sociale kompetencer som respekt for regler, modstandere og fair play.
I 2025 har Børnehuset modtaget Spring Ud flaget. Det betyder fokus på den sunde sansemotoriske udvikling med naturen som springbræt og indbefatter også Grønne Spirer-flaget. Vi glædes over at have disse emner som pædagogisk grundlag og rød tråd i huset.
Vi har i samarbejde med Friskoleforeningen og naboskoler/-institutioner blandet os i den politiske debat Lige ret og vilkår for alle Kommunens børn uanset, hvilken skole/institution barnet går i. Politikerne har lovet at følge op, og der er inviteret til møde i det kommende år. Desværre er også vi ramt af Kommunens faldende børnetal. Konsekvensen i børnehuset er, at Pia pr. januar overgår til at være fast vikar i børnehuset, men ikke længere vil være daglig voksen ved Mariehønsene. Vi håber stadig på flere indmeldelser til børnehuset og særligt vuggestuen i 2026. I kan hjælpe os ved at dele vores film, opslag og sidst men ikke mindst fortælle den gode historie. Vær også opmærksomme på vores nye instagram-profil, som vi er lige ved at rulle ud.
Tak for samarbejdet i det forgangne år og på gensyn i 2026. Glædelig jul og godt nytår.
På husets vegne! Corinna
Nørreå Børnehus – fra hverdagen
Vuggestuen
I november afsluttede vi vores Grønne Spirer emne om efterår og ræven. Vi indbød til julehygge og det var en skøn dag med kreative værksteder og hyggelig stemning på kryds og tværs i huset.
December bød på hygge med julefortællinger og julesange. Traditionen tro holdt vi julefrokost, juletræsfest med besøg af selveste julemanden, spiste risengrød og så Luciaoptog. Fredag slutter vi med fælles juleafslutning i kirken, hvor vi følges med nogle søde skolebørn.
Børnehaven
I børnehaven har vi brugt tid på at blive klogere på, hvad ræven er for en fætter, og afsluttede traditio-nen tro med en fællesdag sammen med vugge-stuen. Vi har haft skønne båldage i al slags vejr og fejret halloween med masser af græskar og måske en ny tradition har set dagens lys, da vi i år invitere-de jer og bedsteforældre til en julehygge klippe og klistre formiddag. Tusind tak for jeres opbakning, vi sad tilbage med et stort smil og glædede os over at se, hvordan alle børn og voksne hyggede sammen med familien. Her mærkedes Nørreå ånden – TAK!
Nørreå Friskole – fra hverdagen
0. klasse
Bogstavfest og mandagstur. To store højdepunkter i slutningen af året, særligt når besøget går til Helle K. i Rødding, hvor vi beundrede hendes helt personlige nisselandsby i eget hjem.
1. klasse
Vi har sunget, leget og danset til en masse julesange og har benyttet det nye skolekøkken flere gange. Vi har været på tur til Skjern Slotsruin og så har vi fulgtes med 4. klasse til Bjerringbro Bibliotek. Det var en succes, for de var fantastiske til at hjælpe deres makkere fra 1. klasse med at aflevere bøger, finde nye bøger og få dem lånt. Vi nåede også en tur på legepladsen inden Mortens Busser kørte alle retur. På juleklippedagen var der godt gang i kreativiteten. Hvor var det skønt at se så mange forældre og bedsteforældre var mødt op.
2./3. klasse
I 2./3. klasse har vi i dansk brugt meget tid på ordklasser. Både navneord, udsagnsord og tillægsord er ved at sidde godt fast. I idræt spiller vi høvdingebold for tiden og der er mange regler at lære. I matematik bliver der kørt løs i bøgerne og her i december har der været en ny matematik-julekonkurrence i hver time. Vi har haft en skøn juleklippedag. Klassen var godt fyldt med familie og der blev produceret en god mængde flot pynt og hygget en hel masse.
4. klasse
I efteråret har vi arbejdet med genren “Gys og Gru”, og sluttede af med Halloween og historien bag. Sammen med vores akse-skoler havde vi fælles jule-kor-dag, som blev afsluttet med koncert for forældre, søskende og bedsteforældre. Vi har jule-hygget og arbejdet med julepyntens historie.
Vi havde en fantastisk tur til Hjerl Hede og havde en fantastisk fortæller-guide, der berettede om traditioner, skikke og overtro samt datidens børneliv og afstraffelses-metoder i skolen. Sluttede af med kirkebesøg, lækre muffins og shoppede lidt.
5./6. klasse
I 5./6. klasse har vi gennem alle fagene arbejde med fokus på fremlæggelser, en ting, som eleverne er blevet rigtig dygtige til. Der har dog også både været tid til en kor-dag med Akse-skolerne og en dag i julehyggens tegn.
7. klasse
Vi arbejder med klassetrivsel, hvor vi blandt andet med skiftende makkere laver ”walk-and-talk”. I matematik er de efterhånden ret skrappe til GeoGebra, og i naturfag har de arbejdet med Plastmissionen fra Life Fonden. Vi har haft et heldagsarrangement med akseskolerne i Kjællinghøl. Vi blev inddelt i hold, med elever fra de andre aks og lavede samarbejdsøvelser og havde hyggeligt samvær. I hele uge 48 havde vi besøg af udvekslingselever fra Kiel og er nu spændte på vores besøg i Kiel til marts.
8./9. klasse
Der er sket mange ting i de sidste måneder. I samfundsfag har vi arbejdet med politik og kommunalvalg, hvor eleverne var til valgmøde i Bjerringbro, og vi havde besøg af to politikere. Vi er flyttet til nye lokaler som er blevet pyntet flot til juleklippedag. Efter en dejlig juletur til Tyskland sammen med Gudenådalens Friskole, har vi også overstået projektugen med flotte fremlæggelser.
Nørreå Friskoles SFO
Til SFO’ens årlige julearrangement slog vi rekorden! Aldrig før, har der været så mange fremmødte og både børn og voksne hyggede sig med spil og juleklip, hvor de kreative kræfter blev sluppet løs.
Alle i SFO’en syntes det var en fantastisk god og hyggelig eftermiddag.
Kalenderen
På https://norrea.dk/faelles-aktivitetskalender/ finder I en kalender, der opdateres løbende.
Her har I link til børnehusets kalender og skolens kalender.
Lukkedage/ferie/vigtige datoer!
18.12.25 Sidste skoledag inden jul
22.12.25 Pasning for tilmeldte børn
23.12.25 Lukkedag begge huse
21.12.24 – 4.1.25 Juleferie
2.1.26 Pasning for tilmeldte børn
5.1.26 Opstart skole efter alm. skema
22.1.26 Forældremøde i børnehuset kl. 16-18
Uge 4 Terminsprøver 8.-9. kl.
Uge 5 (tors-fre) + uge 6 Skoleteater
5.2.26 Teaterforestilling & åben skole
Uge 7 Vinterferie
16.2.26 Fastelavn i skolen
17.2.26 Fastelavn i børnehuset
26.3.26 Påskehygge med forældre i børnehuset
11.4.26 Arbejdsdag
30.4.26 Generalforsamling kl. 19
Uge 14 til og med 6.4. Påskeferie – lukket i begge huse
30.4.26 Bedsteforældredag i børnehuset
1.5.26 Pædagogisk dag skolen – Forældrene passer skolen
7.5.25 Heldagstur for Børnehuset
15.5.26 Lukkedag begge huse
5.6.26 Lukkedag skolen
26.6.26 Sidste skoledag inden sommerferien
Uge 29-31 Ferielukket begge huse
10.8.26 Skolestart 2026/2027
OBS. Husk den rette parkering på parkeringspladsen, så bussen kan passere uhindret!





