Nyhedsbrev Sommer 2026
Kære familier ved Nørreå Friskole & Børnehus!
Sommeren har gjort sit indtog, og i dag sendes også de sidste i huset på ferie. Bag os ligger endnu engang et begivenhedsrigt år. En varm -lig tak til alle børn, forældre og ansatte, der er med til at gøre Nørreås hverdag til en ganske særlig én af slagsen. Dette bekræftes også af skolens og børnehusets overordnede tilsyn, der gav os mange positive ord med på vejen. En særlig tak gælder også vores støtteforening, der i den grad er med til at løfte hverdagen – på det seneste med Playmobil til Børnehuset, bussen til Reepark og en overraskelse til 1. Skoledag.
I børnehuset har vi hen over året oplevet en masse dejlige stunder og traditioner, først og fremmest fik vi hejst Spring- Ud-flaget, der aktivt har styrket Børnehuset ved at sætte bevægelsens mangfoldighed i fokus.
Vi havde en skøn bedsteforældredag og forældrekaffe, som både store og små nød. At vejret viste sig fra sin pæneste side, var jo bare et ekstra plus. Dette også på vores helt uundværlige skovdage, som vi vil udvide til næste år. Vi nyder sansehaven og skovturene og at se børnenes interesse for natur, dyr og krible-krable dyr blomstre. Og så er det bare altid et stort hit at køre bus. Uglerne var til 112-dagen, heksen blev sendt til Bloksbjerg, og i en vidunderlig ceremoni overgik Uglerne fra børnehave til skole. Det er en sand gave at hilse alle de dejlige 0. klasse-børn velkommen i skolen.
Skoleåret startede med et brag, nemlig en forrygende lejrtur for hele skolen til Bornholm, – en oplevelse vi næppe vil glemme. Skolens nye fysiklokale blev indviet i foråret, og både lærere og elever nyder undervisningen i det veludstyrede og funktionelle lokale.
I år har vi sendt en stor 9. kl. ud i verden, der klarede afslutningen med bravur. Det er altid festligt og meget rørende, når VORES Nørreå-børn flyver fra reden.
Der er dog lidt bump på vejen. Også i vores børnehus kan det mærkes, at fødselstallet er faldende, og familier søger mod de større byer, når transporten er besværliggjort af manglende busser og høje priser. Jeres gode omtale gør derfor forskellen!
De bedste ønsker om en god og solrig sommer og mange hilsner på hele husets vegne!
Corinna
Stort tillykke
Fra skolen lyder et stort tillykke til vores dimittender. Vi vil savne jer! Nu sender vi jer ud i verdenen med de bedste ønsker for jeres fremtid!
Bestyrelsen
Efter generalforsamlingen sidst i april har bestyrelsen konstitueret sig med Mai Rippert som formand, Charlotte Korr som næstformand og Daniel Cramer som kasserer. Menige medlemmer er desuden: Tine Kolind-Bille, Trine Bostrup, Casper Blok Mønster og Jan Kruse Hedegaard. Suppleanter er: Ermano Ceron og Marc Elgaard.
Nyt fra bestyrelsen
I forlængelse af det påbegyndte strategiarbejde, tager vi i Bestyrelsen i det kommende skoleår fat på det nok vigtigste og mest vidtrækkende emne – nemlig fællesskabet. Og hvad betyder det så? Har vi ikke allerede et stærkt fællesskab på Nørreå? Svaret er ”jo, til dels”.
Vi har heldigvis en institution, der er gennemsyret af gode, trygge relationer mellem børn og ansatte, samt et stærkt samarbejde de ansatte og husene imellem. For at en fri institution som Nørreå skal kunne fungere, har vi dog også brug for, at fællesskabsånden eksisterer mellem institutionen og hjemmet. Her har vi gennem de seneste år set, at det bliver sværere og sværere at opretholde det forældreengagement, man i sin tid opbyggede stedet på. I bestyrelsen vil vi derfor gentænke måden, hvorpå vi inddrager forældrekredsen, så vi følger med tiden, efterkommer forældrenes ønsker i en travl hverdag, men samtidig også stiller krav, der giver mening.
Uden et fællesskab mellem institution og hjem, vil vi ikke være i stand til at give vores børn de muligheder og den tryghed, vi ønsker. Der vil ikke være klubtilbud, idræt og sociale arrangementer, vi vil ikke have økonomi og hænder til vedligehold og udvikling, og kommunikationen på tværs af institution og hjem svækkes.
Gennem Bestyrelsens arbejde med fællesskabet, håber vi at kunne gøre det mere attraktivt og ”spiseligt” at bidrage til stedet, hvad end det drejer sig om praktiske opgaver, hvor vi udnytter det, folk er gode til, eller det drejer sig om det sociale og vores omgang med hinanden.
Allerede sidste år indsamlede vi input fra børn, ansatte og forældre, som vi vil arbejde med, men ideer er altid velkomne. Bestyrelsen håber, at alle vil følge med i og tage godt imod de tiltag, der må følge af det kommende arbejde.
De bedste hilsner
Bestyrelsen
Arbejdsdag
Fredag d. 11 sept. glæder vi os til en hyggelig arbejdseftermiddag sammen med jer. Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen. Har I tid og overskud til at give en hjælpende hånd inden arbejdsdagen, må I meget gerne melde jer, der er mange opgaver på malerholdet!
Skolerengøring
Fremadrettet trækkes alle familier for 120kr om måneden 11x årligt for skolerengøring. Pengene trækkes sammen med skolepengene. Ønsker man selv fortsat at stå for rengøringen, sendes en besked til ko****@****ea.dk. Overskriften skal være skolerengøring og i mailen bedes I notere datoen for den weekend, I selv ønsker at gøre rent. I kan også vælge at gå to familier sammen og gøre rent over to weekender.
Nørreå Børnehus – fra hverdagen
Vuggestuen
Nu er det sommer og årstidens fokusdyr er sommerfuglen. Vi udforsker hvad det er for en størrelse, og børnene viser stor interesse for det nye emne. Hver dag oplever vi glade børn, der er nysgerrige, engagerede og gerne vil deltage i fællesskabet og aktiviteterne. Lopperne har været på heldagstur sammen med børnehaven til Ree Park. Det var en skøn dag og børnene fik set en masse dyr, hvilket gav anledning til mange gode snakke efterfølgende.
Børnehaven
Sommeren har budt på skønne oplevelser og traditioner i børnehaven, bl.a. en dejlig heldagstur til Ree Park, hvor parkens dyr blev studeret med stor interesse. Dernæst var vi 3 dage i Ålum skov, hvor der var masser af tid til leg og bevægelse samt ro til fordybelse både ved lejren og på turene rundt i skoven. Sidst men ikke mindst har vi holdt afslutningsfest for vores skønne Ugler, som skal begynde i skole efter sommerferien. Held og lykke til jer!
Nørreå Friskole – fra hverdagen
0. klasse
Eleverne er dygtige til at lytte i fællesskab og fungerer godt sammen i hold. I dansk er vi begyndt at bruge bogstaverne til at læse korte sætninger. I matematik har vi lært at tælle og har arbejdet med tallenes tegn og størrelser. Eleverne arbejder fokuseret med kreative opgaver og er nysgerrige på det vi ser og oplever i naturen, hvilket gør udflugterne til noget særligt.
1. klasse
1. klasse har arbejdet med emnet “Her bor jeg” og har fortalt om deres hjem, kæledyr m.m. Eleverne er blevet gode til at læse og har fået læse-makker. De skriver i deres stjernehæfte og her skinner det igennem, at turen til Bornholm var fantastisk. Besøget af TegneBjarne gjorde stort indtryk de lærte om sammenhæng mellem forfatter og illustrator. Ifm. dyrskuet arbejdede vi med kæledyr og lavede flotte formbøger af hunde, katte, kaniner m.m.
2./3. klasse
Vi har grinet, hygget, læst, skrevet, fortalt, hoppet, danset, været venner/uvenner – alle følelser har været på spil. Vi har arbejdet med “Den Blå Drage” og haft illustratoren på besøg til tegneworkshop. Vi har tegnet og skrevet fødselsdagshilsner til Dronning Margrethe og Kong Frederik, som kvitterede med en hilsen. I matematik har vi arbejdet med forskellige emner, krydret med Skoledu.dk og matematisk bevægelse, fx stikbold med regnestykker.
4. klasse
Vi har haft fornøjelsen af Michael fra Fugleværnsfonden, som har haft flere besøg på Nørreå gennem skoleåret. Både i 15 cm sne og fantastisk solskinsvejr blev der vandret i terrænet og kigget på fugle. Eleverne har stadig glæde af et par af deres luftballoner, som hænger og pynter klassen til næste skoleår. Lærerne omkring 4. klasse har nydt dette skoleår med eleverne og glæder sig til, at se dem igen efter sommerferien!
5./6. klasse
Vi har i dansk arbejdet med skriftlig fremstilling. Eleverne har bl.a. skrevet deres egne blogindlæg. Vi var helt blæst bagover over deres arbejdsindsats og skrivelyst – Sejt!
Vi har også holdt klasselærerdag, hvor vi fik sagt ordentligt farvel til Birgitte, som skal undervise 0. og 1. klasse næste skoleår.
7. / 8. / 9. klasse
Foråret har budt på forandringer for 7. og 8. klasse, da de som forberedelse til kommende skoleår i maj blev slået sammen til én klasse. Imens knoklede 9. klasse med forberedelserne til deres afgangsprøver, i år var det for første gang samfundsfag som mundtligt prøvefag. Det blev en god oplevelse, ligesom den mundtlige naturfagsprøve har været særligt i vores nye lokale. I 8. klasse har alle været til afgangsprøve i madkundskab.
Nørreå Friskoles SFO
Det har været et dejligt år med børnene i SFO’en og der har været utallige gode, sjove og mindeværdige oplevelser. Det er skønt så aktive, fantasifulde og kreative børnene er, og de er rigtig gode til at bruge HELE vores udeareal til alle mulige påfund. Vi har taget afsked med eleverne fra 4. klasse og ser frem til et nyt skoleår, hvor vi tager imod elever fra skolens nye 0. klasse.
Følg os meget gerne på de sociale medier
@norreafriskoleogbornehus
@norreabornehus
facebook/norreafriskoleogbornehus
facebook/norreabornehus
Kalenderen
Kalenderen for skoleåret bliver snart tilgængelig på hjemmesiden. Link hertil vil også blive lagt på Classroom under Ressourcer. Tjek kalenderen jævnligt, da tilføjelser/ændringer kan forekomme.
Lukkedage/ferie/vigtige datoer!
Uge 29 -31 Hele institutionen er lukket
10.8. Første skoledag
11.8. kl. 08:20 – 14:30 Klasselærerdag 0. – 9. klasse
17.8. kl. 17:00 – 18:30 Forældremøde 3.-4. og 8./9. klasse
25.8. kl. 17:00 – 18:00 Forældremøde 0./1. kl. og 2. kl.
25.8. kl. 18:15 – 19:30 Fælles forældremøde
25.8. kl. 19:45 – 21:00 Forældremøde 5. kl. og 6./7. kl.
25.8.-27.8. Skovdage Børnehuset
27.8. Heldagstur til Flensborg med akse-skolerne 8./9. klasse
31.8. Fotograf – klassebilleder og Gruppefoto Børnehuset
3.9. SFO-hygge og flaghejsning i børnehuset
11.9. Arbejdsfredag
13.9.aften – 18.9.morgen Berlin-tur for 8./9. klasse
21.9. – 25.9. Naturvidenskabsfestival
24.9. Åben skole
24.9. LUKKET I BØRNEHUSET pga pædagogisk dag med kursus
29.9. Høstgudstjeneste
9.10. Motionsdag
Uge 42 Efterårsferie for skolen – SFO og Børnehus holder åben
20.11. Fotograf – Portrætbilleder
23.11.-27.11. Udvekslingselever fra Kiel på besøg
27.11. Juleklippedag Børnehus og skole
21.12.- 4.1.27 Juleferie skole
23.12.-3.1.27 Juleferie Børnehus



