Nyhedsbrev sommer 2025

Kære familier ved Nørreå Friskole & Børnehus!

Feriesangen er forstummet, sommeren har gjort sit blæsende indtog, og inden længe er der ferie for hele Nørreå. Bag os ligger endnu engang et begivenhedsrigt år. En varm tak til alle børn, forældre og ansatte, der er med til at gøre Nørreås hverdag til en ganske særlig en af slagsen. Dette bekræftes også både af skolens og børnehusets overordnede tilsyn, der havde meget ros med til os dette forår.
I børnehuset har vi hen over foråret og sommeren oplevet en masse dejlige stunder og traditioner: Vi havde en skøn bedsteforældredag, som både store og små nød. At vejret viste sig fra sin pæneste side, var jo bare et ekstra plus. Og vi nyder stadig de smukke sommerblomster på legepladsen. Alle var på heldagstur til AQUA og havde en dejlig dag med tid til både at se en masse forskellige dyr samt udforske legepladsen. Og så er det bare altid et stort hit at køre bus. Tak også for opbakningen til forældrekaffe og en god stund sammen. Uglerne var til 112 – dagen, heksen blev sendt til Bloksbjerg, og i en vidunderlig ceremoni overgik uglerne fra børnehave til skole. Det er en sand gave at hilse alle de dejlige 0.kl. børn velkommen.
På skolen har vi desuden nydt udedage, emnedage, musical, klasseudflugter og enestående lejrture til bl.a. Aalborg, Skandinavisk Dyrepark og Skals. For 6. år i træk har vi nu sendt en 9. Kl. ud i verdenen, der klarede afslutningen med bravur. Personale har haft udbytterige pædagogiske dage, hvor vi for både børnehusets og skolens vedkommende dykkede ned i emnet om urolige og udfordrede børn og unge, og hvilke pædagogiske redskaber, der kan hjælpe os. Hele huset har været til flere aftenforedrag og kurser sammen.
Sidst men ikke mindst bliver der renoveret og flyttet i stor stil. Klasserne organiseres på ny i lokalerne, og vi ser med glæde frem til den nyrenoverede pavillon for enden af sansehaven. Planen er, at vi herefter i løbet af sensommeren og efteråret etablerer fysiklokalet.
De bedste ønsker om en god og solrig sommer og de bedste hilsner på hele husets vegne!
Corinna

Bestyrelsen
Efter generalforsamlingen sidst i april har bestyrelsen konstitueret sig med Thomas Purkær som formand, Mai Rippert som næstformand og Henriette Drægert Grønning som kasserer. Menige medlemmer er desuden: Charlotte Korr, Casper Blok Mønster, Trine Bostrup, Jan Kruse Hedegaard og som suppleant Andreas Slavensky og Daniel Cramer.

Velkommen til:
Huset: Christian Lerche, som her i junimåned blev ansat som matematik- og naturfaglig lærer og starter i huset til august. Man vil også møde ham i SFO.
Christian:
Jeg er en 36-årig ung mand. Jeg bor i vores hus i Bjerringbro sammen med Anja og vores to børn Alfred og Olivia på 8 og 2 år. Udover familie og venner, bruger jeg en del tid som frivillig håndboldtræner- og spiller i den lokale klub. Derudover holder jeg mig aktiv og jeg elsker at være i naturen hvor jeg også bruger tid på jagt. Jeg har undervist i 10 år i folkeskolen og glæder mig til at prøve friskolelivet.

Børn i Børnehuset: Lau i vuggestuen
Elever på Friskolen: Alle vores skønne indskolingsbørn i 0.kl.: Magne, Bjørk, Marta, Karla, Klara, Oliver, Birk, Arthur, Villas, Jenna, foruden Ida i 5.-6. kl.
Farvel til: Vores ansatte Annette og Anni, som med denne måned er gået på pension. Farvel også til IT- hjælperen Martin, der har fået job i forsvaret. Held og lykke til jer!
___________________________________________________________________________
Bornholm Se info i skolenyt 2025/2026!
___________________________________________________________________________
Arbejdsdag
Lørdag d. 13.9. glæder vi os til en hyggelig arbejdsdag sammen med jer. Der vil blive udsendt opgavelister, og I bedes melde jer på. Har I tid og overskud til at give en hjælpende hånd allerede inden, meld jer gerne. Vi har mange opgaver på listen i forbindelse med klasseflytninger og er taknemmelige for hver en håndsrækning.
___________________________________________________________________________
Nørreå Børnehus
Vuggestuen
I løbet af foråret har vi sendt flere børn i børnehave, så derfor er der brugt tid på at finde os til rette i nye grupperinger og nye roller i fællesskabet. Hen over foråret og sommeren har vi oplevet en masse dejlige stunder og traditioner for vores børnehus: I forhold til Grønne Spirer arbejder vi her i løbet af sommeren med, hvad vi kan finde og hvad der sker i naturen på denne årstid. Vi har valgt at have fokus på primært edderkopper. Dette ligger til grund for vores kreative aktiviteter og sange/fortællinger. Derudover har vi siden august haft fokus på bevægelse i naturen, så det er spændende at se, om vi er så seje, at vi får det Blå Flag til at vaje på legepladsen efter sommerferien. Det vil være en god idé at tjekke op på skiftetøj og få barnevognen efterset i ferien. I ønskes alle et en rigtig dejlig og forhåbentlig solrig sommerferie.
___________________________________________________________________________
Børnehaven
Er der noget, som hitter i børnehaven, så er det vores båldage. Enhver madpakke ser pludseligt kedeligt ud, når den store gryde kommer frem.
Til seneste fællesdag afsluttede vi forår. Vi skulle selv prøve at være bier, da det var vores fokusdyr. Vi sugede nektar fra blomst og fodrede larver i celler.Vi legede den flittige bi og alle min bier kom hjem, hvor der var bidronning og blåmejser, der ville spise bierne.
Hverdagen er desuden optaget af turdage, der altid spreder glæde og giver en særlig form for læring. Vores seneste tiltag om eftermiddagen er, at vi gruppevis er på skolens område med fysiske aktiviteter i skolegården, på mooncarbanen eller multibanen mv. Dette har ligeledes vist sig som stor succes.
___________________________________________________________________________
Nørreå Friskole
0.klasse har haft en fantastisk dag i Aarhus med tog! Vi besøgte den smukke Domkirke, spiste madpakker og legede ved DOKK1. På lystbådehavnen kiggede vi på vandmænd og spiste is, og på stranden fandt vi søstjerner og små krabber. Dagen sluttede i Mindeparken med leg og et kig på mindemonumentet. En oplevelsesrig og dejlig dag for både børn og voksne!

___________________________________________________________________________
I 1./2. klasse nyder vi den sidste tid inden sommerferien. Vi har (sammen med resten af indsko-lingen) haft besøg af forfatter Ry Kristensen, som blandt andet har skrevet serien “Den Blå Drage”. Vi har været i skoven ved tipien og spille Stratego og vi har hygget på lejrtur 2 gange om ugen har vi læsemodul, hvor børnene er delt op i læsegrupper. Alle i gruppen læser det samme og de er SÅ gode til at hjælpe hinanden.
___________________________________________________________________________
3. klasse har arbejdet med bogserien “Den Blå drage” af Ry Kristensen Vi har været kreative, skrevet, tegnet, fundet drageæg, læst og nydt bogserien Vi sluttede forløbet af med forfatterbesøg af Ry Kristensen – fantastisk oplæg og forløb Lejrturen til Låstrup har vi også arbejdet meget med både før og efter vores fantastiske tur. De sidste uger inden sommerferien reflekterede vi over 3. klasse “Farvel 3. klasse” på flere måder, og begynde at tænke på 4. klasse – og den kommende sommerferie.
___________________________________________________________________________
I 4./5. klasse
Er der arbejdet med flisekunst og kridt, farver og former. Malertape var en de vigtige hjælpemidler.
___________________________________________________________________________

I maj måned var 6. og 7. klasse på en fantastisk lejrskole i Aalborg. Der blev hygget i de små røde hytter på den lille hytteø. Børnene nød det skønne aftenvejr begge dage. Der blev snakket og hygget ved Limfjorden og i hytterne.
Første dag var vi på Egholm. Anden dag var vi inde i Aalborg bymidte, hvor børnene lærte en masse om Aalborgs historie. Der blev også tid til egen tid i byen med shopping og spisning.
___________________________________________________________________________

Mens det for 8.kl. kun var prøveeksamen i dansk mundtligt op til ferien, har det for 9. klasse stået på eksamen i maj og juni. De startede med skriftlige prøver i starten af maj, hvor de udover de obligatoriske fag, trak biologi og engelsk, og de mundtlige prøver var naturfag, dansk og engelsk. Vi sluttede af med en hyggelig dag i Randers med brunch og en (u)hyggelig oplevelse i Escape Room. Stort tillykke….. Fra skolen lyder et stort tillykke til vores dimittender. Vi vil savne jer! Nu sender vi jer ud i verdenen med de bedste ønsker!
___________________________________________________________________________
SFO En skøn flok børn fra SFO’en på Nørreå har i maj deltaget i den årlige fodbold cup. I år var det Mammen fri, der var vært og tak til dem for et fint arrangement- lækker forplejning og skønt vejr. Efter taktikmøde og fællesbillede var vi klar til kamp og SFO’ens bedste heppekor blæste de andre af banen. Alle kæmpede bravt og pokalen forblev desværre i Mammen men vi er klar til revanche næste år.

Kalenderen
Den overordnede kalender for skolen kommer til at ligge under Classroom/forældregruppen/ressourcer. Børnehuset får ligeledes et kalenderlink under famly. Her er nu relevante datoer for hele huset indtil efterårsferien. Link til afdelingernes kalendere udsendes særskilt.

Lukkedage/ferie/vigtige datoer!
Uge 29 -31 Hele institutionen er lukket
11.8. Børnenes 1.skoledag
12.8. 8.20-14.30 Gruppelærerdag 0.-9.kl.
18.8.kl.17 Forældremøde 0. kl. og 4.kl.
19.8. kl. 17.30 Forældremøde 2.-3.kl. og 5.-6 kl. inden fællesmødet,
1. kl. efter fælles forældremøde
19.8.kl.18.30 Fælles forældremøde
25.8.kl. 17-18.30 Forældremøde 8.-9.kl.
28.-29.8.: Emnedage Bornholm
29.8.: Flaghejsning og sensommerfest Børnehus
1.9.-5.9. Bornholm 0.-9.kl.
13.9. Arbejdslørdag
19.9. kl. 8.30 Fotograf – hele huset gruppebilleder
23.9. Skoleskakkursus
24.9. Høstfest
30.9.-2.10. Brobyg./praktik 9.kl.
2.10. Forældremøde i Børnehuset
3.-10.10: Minisamfundsuge med åben skole d. 8.10.
1.-3.10. Brobyg./praktik 9.kl.
10.10. Motionsdag – hele huset
Uge 42: Efterårsferie – SFO og Børnehus holder åben

God sommer!

Comments are closed.